Presse     Facebook     Søg

Kampreferat: Brabrand spillede skidt, men tog pointene

Brabrand spillede lørdag mod Jammerbugt FC i 2. division. Efter en skidt forestilling kunne Brabrand sætte de 3 point på kontoen med en 2-1 sejr. 

Brabranddrengene var inden kampen opsatte på at komme tilbage på sejrssporet efter remissen på Spektrum Odder. Der var således lavet ændringer i Brabrands startopstilling, idet Søren Mygind Bøgesvang Bojsen var tilbage på venstre back, og Morten Gerster Peipinen startede på de blås centrale midtbane. 

Brabrand var fra kampens start i teten uden at være prangende. Der var muligheder for at spille sig igennem nordjydernes pres, men det blev ikke rigtig til noget i kampens indledning. 

Kampens første scoring faldt i det 20. minut, da Nichlas "Tunna" Knudsen satte sig igennem i Jammerbugts højre forsvarsside efter en erobring af Kenan Hajdarevic, og han serverede bolden til Morten Gerster Peipinen, der ikke svigtede. 1-0 til værterne, og herfra troede mange, at det var et spørgsmål om tid før udbygningen af føringen var en realitet. Men, men, men. Brabrand blottede sig, og det straffes i 2. division. 

Et Jammerbugt frispark blev sendt ind i boksen, og de store Brabranddrenge mistede koncentrationen og indkasserede et tåbeligt mål på en standardsituation, der ellers burde være afværget. Følelsen af at Brabrand denne solbeskinnede lørdag var sin egen værste fjende skinnede efterhånden frem. Tingene fungerede ikke, og Brabrand fik aldrig lagt tryk på Jammerbugts bagkæde, der i gårdagens kamp var uden styrmand Emil Haucke. Dermed forblev stillingen 1-1 ved pølsen. 

Brabrand var på vej til at lave om, men så kom scoringen til 2-1. En typisk kaptajn Brinck clearing endte med, at Kenan vandt duellen over den skadede Søren Astrup, og han sendte Ruben Nygaard dybt, der chippede kuglen i netmaskerne til 2-1. 

Brabrand havde herefter muligheden for at lukke kampen, da Morten Gerster Peipinen med en intelligent aflevering satte Kenan op, men han formøblede chancen, da hans afslutning gik forbi den ene opstander. Selvsamme Kenan kom frem til en god afslutning senere, der dog blev reddet af Jammerbugt-keeperen. Når kampene ikke lukkes, så opstår der tvivlssituationer og på en af disse var Jammerbugt tæt på, men chancen løb heldigvis ud i sandet, da Mads "Messi" Rosenberg reddede kastanjerne ud af ilden, og dermed løb Brabrand med de 3 point efter en 2-1 sejr. 

Dermed har Brabrand fået fuldt hus hjemme på Brabrand Stadion i de 3 første kampe, hvilket tegner godt for resten af efteråret. En ting er dog sikkert. Holdet skal op i et helt andet gear mod Aarhus Fremad, når Brabrand indtager Risvangen på fredag. 

Brabrand var i dag holdets egen værste fjende, og når Jammerbugt kom frem til noget var det enten efter tåbelige boldtab eller dårlige beslutninger. Men 3 point er 3 point. 

Giffen, gaffen, guffen - 3 point i skuffen. 

Tusind tak for opbakningen. 

Brabrand Stadion

Engdalsvej 86-88
8220 Brabrand

Webdesign: inno:media